”Vat-totten” der fløj 1.031 km

Ringmærker Henrik Knudsen skrev fornyelig på sin Facebook profil: ”Juhu, fik i dag svar på en halemejse som jeg 25. oktober 2016 fangede og aflæste ved Blåvand Fuglestation. Den var ringmærket 1. oktober 2016 ved Kabil Bird Centre i Rigabugten i Estland, 1.031 km øst for Blåvand – saftsuseme en god genmelding”. Af alle de genfund af halemejser som er dokumenteret fra Nordeuropa, inkl. Storbritannien, er dette den længste afstand en halemejse har tilbagelagt. Se billedet af fuglen neden for.

Når halemejser ringmærkes skal man være særlig opmærksom på ét forhold: Henrik forklarer ”Ofte er det sådan, at halemejser kommer i større eller mindre flokke. Når vi har dem i Blåvand (sjældne her), så får vi dem som regel i en flok på 7-10 fugle. Når først én ryger i nettet, så har du hele flokken på få minutter/sekunder. De kalder på hinanden og vupti så har du hænderne fulde. Hvis man bare slipper dem en efter en, så kalder de hinanden i nettet igen, da de ikke bare flyver væk så længe de kan høre de andre fra flokken. Derfor samler du hele flokken og slipper dem samlet. Fuglene er meget sociale, så det er helt sikkert vigtigt de kan forsætte deres rejse sammen. Det er en kæmpe oplevelse hver gang med denne smukke art.”

Halemejsen, der ligner en tot vat med en meget lang hale, vejer 7-9 gram. I Danmark forekommer to underarter, den nordlige hvidhovedede underart, og den sydlige underart som er mere mørk i hovedet. Halemejsen er normalt standfugl, men de nordskandinaviske og russiske bestande kan foretage irregulære og invasionsagtig vandringer, som kan nå Danmark. Det længste en dansk-ringmærket halemejse har tilbagelagt er blot 139 km, og den hidtidigt længste afstand en halemejse som er genfundet i Danmark har tilbage lagt, er 775 km (fra Finland til Christiansø).

halemejse-8stk-blaavand_henrik-knudsen-mellem

En flok halemejser venter i en stofpose på at blive sluppet løs efter at være ringmærket ved Blåvand Fuglestation. Foto: Henrik Knudsen.

halemejse-fra-estland_25-10-2016_henrik-knudsen-mellem

Halemejsen, der 1. oktober 2016 blev ringmærket i Estland, og som 25. oktober 2016 blev fanget ved Blåvand Fuglestation. Foto: Henrik Knudsen.

En fuglekonge fløj 993 km

Den 12. oktober 2015 blev en fuglekonge ringmærket på Gedser Fuglestation. 18 dage senere, 30. oktober, blev den atter fanget af en ringmærker, denne gang nær Gardasøen i de italienske Alper, 993 km stik syd for Gedser. Den 5-7 gram lille fugle har således i gennemsnit trukket 55 km i døgnet.

I efteråret 2014 og 2015 var der massiv invasion af fuglekonger i Danmark, som resulterede i at ekstraordinært mange fuglekonger blev ringmærket. Henholdsvis 12.538 og 13.689 fuglekonger blev ringmærket, alene i oktober 2015 blev der ringmærket 11.054 fuglekonger.

Flere af dem er senere genmeldt fra udlandet, bl.a. Norge, Kaliningrad, Tyskland, Holland, Storbritannien og Frankrig. Nogle fugle var allerede ringmærkede da de kom til Danmark, og de kom fra Norge, Sverige og Finland.

Den længste strækning en dansk-mærket fuglekonge har tilbagelagt er 2.462 km (fanget i Algeriet i 1966). Dette genfund er dog meget usædvanligt, bl.a. fordi det er langt uden for artens normale overvintringsområde. Andre fugle er genmeldt fra det centrale Spanien og sydlige Frankrig. Normalt er fuglekonger ringmærkede i Danmark ikke trukket længere væk end til Tyskland, Holland, Belgien, nordlige Frankrig og England.

fuglekonge_29-10-2015_henrik-knudsen

Fuglekonge er Europas mindste fugl, som er 9 cm lang og blot vejer 5-7 gram. Foto: Henrik Knudsen.

 

Norsk skærpiber på besøg i Hirtshals

Sidst på eftermiddagen d. 15. november 2016 blev en farveringmærket skærpiber fotograferet i Hirtshals Havn af Jette Sørensen. Det har nu viste sig at fuglen blev ringmærket blot 32 dage forinden, 14. oktober 2016, ved kysten ud for den lille by Male sydvest for Kristiansund. I lige linje er der 620 km mellem de to lokaliteter, men hvis fuglen har trukket langs kysten er turen omkring 830 km lang.

Det er det første fund i Danmark af en norsk ringmærket skærpiber. Andre ringmærkede skærpibere fra Kristiansund området er genfundet så langt væk som ved kysterne i England, Belgien og Frankrig ned til Bordeaux området.

Skærpiber er en relativt almindelig træk- og vintergæst ved de danske kyster, med flest observationer i september-oktober og marts. De fleste nordeuropæiske skærpibere er formentlig trækfugle med vinterkvarter ved de Vest- og Sydvesteuropæiske kyster.

Skærpiberen i Hirtshals Havn 15. november 2016 med kort over mulige trækruter. Grøn linje: korteste trækrute til Hirtshals. Violet linje: trækrute følgende kystlinjen. Foto: Jette Sørensen.

Engrylen har det svært – overlevelsesraten falder

Ny forskning baseret på ringmærkning af engryle – en race af almindelig ryle – på Tipperne, giver nu et bedre indblik i hvordan det står til med de voksne rylers overlevelse. I en ny videnskabelig publikation af Pakanen og Thorup analyserer forfatterne data fra Tipperne, hvor Ole Thorup har stået for mangeårig ringmærkning af arten. Studiet viser, at den årlige overlevelsesrate for voksne fugle dalede fra ca. 82% i 1990 til ca. 65% i 2006.

Med en potentielt høj levealder (20+ år) er det en meget lav årlig rate for overlevelse, og forskernes modeller viser at en voksen engryle typisk kun kan håbe på at returnere til Tipperne i tre ynglesæsoner, i stedet for mindst fem sæsoner hvis overlevelsen var på niveau med 1990.

Det kan ikke fastslås om den lave overlevelsesrate skyldes forværring af forholdene i vinterkvarterene, på rastepladserne eller andetsteds, men resultaterne indikerer dog at den trængte danske bestand af engryle formentlig har flere problemer end blot med ungeproduktionen. Artiklen er publiceret i Bird Study (2016, vol. 63, s. 293-302).

Engrylen optræder på EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 og er rødlistet som ’moderat truet’ i Danmark. Den lille danske bestand yngler på enkelte strandenge over det meste af landet, med den største bestand med 20-25 par på Tipperne.

alm-ryle-tipperne_teh-rev

Siden 1990 har Ole Thorup ringmærket engryler på Tipperne. Foto: Thomas Eske Holm.

Hedehøg fra Danmark yngler i Holland

I maj 2016 blev en farveringmærket hedehøg hun set ynglende nær byen Woldendorp i det nordlige Holland. Fuglen var ringmærket to år tidligere, 2. august 2014, som unge i et kuld på tre på Ballum Enge i det sydvestlige Jylland. Der er 230 km mellem de to lokaliteter.

Genfundet bekræfter formodningerne om at der sker en udveksling mellem bestanden i Sønderjylland og bestanden i Holland. Tidligere genfund tyder på at fuglene i Sønderjylland og Slesvig-Holsten bør regnes som en bestand.

Hedehøg er opført på den danske rødliste som ’Moderat truet’. Danmark ligger på nordgrænsen af artens udbredelse. I Nordvesteuropa, sydlige Sverige og de baltiske lande findes hedehøg kun i små og spredte ynglebestande.

danish-montagu-harrier-rein-hofman-rev2

Den dansk-mærkede hedehøg fotograferet i Holland i maj 2016. Foto: Rein Hofman (www.birdfocus.nl).

Ringmærkning af havørne i 2016

I 2016 er ringmærket 8 havørneunger i 5 reder, fordelt på to reder i Jylland, én på Fyn og to på Lolland. Ringmærkerne har endvidere besøgt otte andre reder, hvor det viste sig at tidspunktet ikke var passende i forhold til ungernes størrelse. Besøgene blev dog brugt til at planlægge en hurtig og smidig ringmærkning til næste år. Ringmærkningen bliver udført af tre af museets frivillige og erfarende ørne-mærkere.

Siden ringmærkningsprojektet startede i 2007, er 59 havørneunger mærket i Danmark som pt. har resulteret i 30 genmeldinger inkl. aflæsninger. Formålet med museets ringmærkning af havørne er at indsamle data om de danske ynglefugles spredningsforhold, stedtrofasthed, dødelighed, trækforhold, overvintringsforhold og udvekslingsgraden mellem regioner i Nordeuropa. Projektet udføres i tæt samarbejde med DOF og DOFs redekoordinatorer.

Foto-Kim-Skelmose

Havørneungerne efter ringmærkning, Saksefjed, Lolland. Foto: Kim Skelmose.

Udvikling af deformt næb hos sortspætte

Ny publikation fra sortspætteprojektet:

Ringmærker Hans Christensen har skrevet om en tre uger gammel sortspætte med deformt næb, som han ringmærkede i en rede i maj 2012. Hans genfangede samme fugl 1½ år senere og da havde næbbet udviklet sigt til at set helt normalt ud. Da spætters næb gror meget hurtigt – en tilpasning til brug til fødesøgning i træer – er det deforme næb sandsynligvis udskiftet inden for få måneder efter ungen blev udklækket. Ringmærkningen af sortspætteunger indgår i et langtidsstudie omkring den dansk-tyske grænse. Siden projektet startede i 1982 har Hans Christensen ringmærket over 1.000 sortspætteunger i området. Læs mere i: CORAX vol. 23, side 133-135.

christensen_2016_corax_23_133-135-1rev

Gærdesanger ringmærket i Danmark genfanget i Mellemøsten

Det er ikke mange genmeldinger Ringmærkningscentralen modtager fra Mellemøsten på et år. Derfor er et genfund fra Vestbredden lidt interessant: En gærdesanger blev under forårstrækket fanget og aflæst af lokale ringmærkere 2. maj 2016 ved Elkana, mellem Nablus og Tel Aviv.

Fuglen bar en af museets ringe og det viste sig at fuglen var ringmærket året før, 3. maj 2015, ved Keldsnor på sydspidsen af Langeland. I lige linje er der 3.160 km mellem de to lokaliteter (se kortet nedenfor).

Muligvis er der tale om en fugl som yngler i Danmark eller måske det sydlige Norge. I Danmark yngler gærdesanger almindeligt over hele landet.

Gærdesangen er en af de relativt få småfuglearter der trækker mod sydøst om efteråret. Langt de fleste arter trækker mod sydvest eller syd. Gærdesanger overvintrer i Sahel-området (fra Nigeria i vest til Etiopien i øst), på Den Arabiske Halvø og i Indien.

Gærdesanger Mellemøsten

Stor præstekrave fra Svalbard gæster Nissum Fjord

På en fugletur, søndag d. 14. august, ved Råddenstrøm i Nissum Fjord, aflæste Jens Overgaard Christensen en farvemærket stor præstekrave, som gik blandt andre vadefugle (se foto). Det viste sig at fuglen var ringmærket 20. juli 2015 som unge nær Longyearbyen på Svalbard i Barentshavet. I lige linjer er der 2.438 km mellem de to lokaliteter. Aflæsningen vakte glæde hos projektleder Kjell Mork Scoot, da det er det første genfund uden for Svalbard af en stor præstekrave ringmærket på øgruppen.

Tidligere er tre store præstekraver ringmærket i det nordligste Norge genmeldt i Danmark, alle blev mærket på ’fastlandet’, i Finmark regionen. Stort set alle genfund af store præstekraver ringmærket i Danmark er genmeldt i Danmark eller syd for. To fugle er dog genmeldt nord for: Én i det nordlige Sverige ved den Botniske bugt og én på Novaja Semlja i den russiske del af Barentshavet, 2.806 km fra mærkningslokaliteten i Danmark.

På Svalbard er ynglebestanden anslået til at være mellem 300 og 600 par. På verdensplan yngler arten i den nordøstlige del af Canada, på Grønland, Island, i det nordvestlige Europa, i hele Skandinavien, Svalbard og i arktiske områder af Rusland til Beringshavet. Stor præstekrave er en trækfugl, der overvintrer ved kysterne i det vestlige Europa til de tropiske og sydlige dele af Afrika samt i Mellemøsten.

Stor præstekrave Jens Overgaard Christensen

Den farvemærkede stor præstekrave (yderest til venstre) sammen med andre vadefugle. Foto: Jens Overgaard Christensen.

Gåsegrib fra Jylland er nu i Italien

Den ringmærkede gåsegrib fra Spanien, som blev fotograferet 26. juni 2016 i Himmerland i selskab med mindst 27 andre gåsegribbe (se næste historie nedenfor), er 15. juli 2016 fotograferet ved en fodringsplads ved byen Forgaria di Friuli i det nordøstlige Italien oplyser Vulture Conservation Foundation (se kortet nedenfor). Fuglen har således fløjet mindst 1.195 km mod syd på 19 dage, og er dermed tilbage i artens normale udbredelsesområde efter en sviptur til det nordlige Jylland.

Foto: Gåsegribben, GUL 9TP, 15. juli 2016 ved Forgaria di Friuli (udlånt af Alvaro Camiña Cardenal).

Gåsegrib 9TP 15-07-2016

Gåsegrib-kort-2