Natravnens vinterkvarter afsløret ved hjælp af lysloggere

Lars Bo Jacobsen og Kasper Thorup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Statens Naturhistoriske Museum, København, har sammen med en række kolleger publiceret en artikel i Animal Biotelemetry, der viser danske natravnes trækruter samt sammenligner artens træk med trækket hos mursejler og gøg.

Syv natravne, der tidligere var blevet forsynet med såkaldte lysloggere i Nordjylland, blev genfanget efter at være returneret fra turen til Afrika. Data fra lysloggerne viste, at natravnene fløj godt 16.000 km i alt på trækket og at de overvintrede i DR Congo, Angola og det nordlige Namibia/Botswana. Området har ikke tidligere været kendt som overvintringsområde for arten, men det har vist sig at være et vigtigt område for  natravne fra England og Sverige, hvor arten er blevet studeret med tilsvarende metoder.

Under efterårs- og forårstrækket, var der 3 områder, hvor fuglene rastede i mere end en uges tid, typisk i forbindelse med større økologiske barrierer, som f.eks. Sahara eller Middelhavet. Trækket foregik i et loop – om efteråret via Balkanlandene, mens forårstrækket gik via det vestlige Afrika.

Artiklen sammenligner også natravnens træk med mursejlerens og gøgens træk. Alle tre arter lever af insekter og overvintrer syd for Sahara. Natravne og gøge lever generelt af større insekter, mens natravne og mursejlere fanger insekterne i luften, og forskelle og ligheder i trækmønstre kan give et fingerpeg om, hvad der bestemmer arternes træk. Mursejlerne fløj via den Iberiske halvø og enkelte tilbragte vinteren i det vestlige Afrika mens andre fortsatte til det Centrale Afrika. Gøgen lavede ligesom Natravnen et loop til det østlige Sahel, Centrale Afrika, Vest Afrika, inden de rejste tilbage til Europa via Tunesien. Generelt lignede natravnens trækmønster mest gøgens, potentielt fordi deres føde er mere ensartet end mursejlerens, der spiser mindre insekter.

Hele ariklen kan læses eller downloades her

Natravn, en han fra Tranum Klitplantage, Nordjylland. Foto: Lars Bo Jacobsen.

En gammel stor kobbersneppe

Naturfotograf Mette Berg Hansen fik 2. maj 2016 mulighed for at tage mange flotte billeder af en ringmærket hun stor kobbersneppe på Tipperne i Vestjylland. Mette fik taget billeder af ringen i højopløselighed og fra flere sider. Det er således lykkedes at få aflæst hele ringnummeret.

Fuglen blev ringmærket som redeunge 2. juni 2006 på Tipperne, og var således tæt på at være 10 år gammel da den blev fotograferet i maj 2016.
Den hidtil ældste dansk-mærkede store kobbersneppe blev 6 år og 4 måneder. Den ældste i Europa, en britisk fugl, blev 23 år og 7 måneder.

Det er også værd at bemærke at denne store kobbersneppe er vendt tilbage for at yngle samme sted som den i sin tid blev udklækket.

I perioden 1991-2016 er der ringmærket i alt 35 unger af stor kobbersneppe på Tipperne, men det er første gang en unge ringmærket på Tipperne er genmeldt.

Den ringmærkede store kobbersneppe, og dens ring set fra forskellige vinkler, fotograferet 2. maj 2016 på Tipperne. Foto: Mette Berg Hansen.

Engrylen har det svært – overlevelsesraten falder

Ny forskning baseret på ringmærkning af engryle – en race af almindelig ryle – på Tipperne, giver nu et bedre indblik i hvordan det står til med de voksne rylers overlevelse. I en ny videnskabelig publikation af Pakanen og Thorup analyserer forfatterne data fra Tipperne, hvor Ole Thorup har stået for mangeårig ringmærkning af arten. Studiet viser, at den årlige overlevelsesrate for voksne fugle dalede fra ca. 82% i 1990 til ca. 65% i 2006.

Med en potentielt høj levealder (20+ år) er det en meget lav årlig rate for overlevelse, og forskernes modeller viser at en voksen engryle typisk kun kan håbe på at returnere til Tipperne i tre ynglesæsoner, i stedet for mindst fem sæsoner hvis overlevelsen var på niveau med 1990.

Det kan ikke fastslås om den lave overlevelsesrate skyldes forværring af forholdene i vinterkvarterene, på rastepladserne eller andetsteds, men resultaterne indikerer dog at den trængte danske bestand af engryle formentlig har flere problemer end blot med ungeproduktionen. Artiklen er publiceret i Bird Study (2016, vol. 63, s. 293-302).

Engrylen optræder på EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 og er rødlistet som ’moderat truet’ i Danmark. Den lille danske bestand yngler på enkelte strandenge over det meste af landet, med den største bestand med 20-25 par på Tipperne.

alm-ryle-tipperne_teh-rev

Siden 1990 har Ole Thorup ringmærket engryler på Tipperne. Foto: Thomas Eske Holm.

Hedehøg fra Danmark yngler i Holland

I maj 2016 blev en farveringmærket hedehøg hun set ynglende nær byen Woldendorp i det nordlige Holland. Fuglen var ringmærket to år tidligere, 2. august 2014, som unge i et kuld på tre på Ballum Enge i det sydvestlige Jylland. Der er 230 km mellem de to lokaliteter.

Genfundet bekræfter formodningerne om at der sker en udveksling mellem bestanden i Sønderjylland og bestanden i Holland. Tidligere genfund tyder på at fuglene i Sønderjylland og Slesvig-Holsten bør regnes som en bestand.

Hedehøg er opført på den danske rødliste som ’Moderat truet’. Danmark ligger på nordgrænsen af artens udbredelse. I Nordvesteuropa, sydlige Sverige og de baltiske lande findes hedehøg kun i små og spredte ynglebestande.

danish-montagu-harrier-rein-hofman-rev2

Den dansk-mærkede hedehøg fotograferet i Holland i maj 2016. Foto: Rein Hofman.

Ringmærkning af havørne i 2016

I 2016 er ringmærket 8 havørneunger i 5 reder, fordelt på to reder i Jylland, én på Fyn og to på Lolland. Ringmærkerne har endvidere besøgt otte andre reder, hvor det viste sig at tidspunktet ikke var passende i forhold til ungernes størrelse. Besøgene blev dog brugt til at planlægge en hurtig og smidig ringmærkning til næste år. Ringmærkningen bliver udført af tre af museets frivillige og erfarende ørne-mærkere.

Siden ringmærkningsprojektet startede i 2007, er 59 havørneunger mærket i Danmark som pt. har resulteret i 30 genmeldinger inkl. aflæsninger. Formålet med museets ringmærkning af havørne er at indsamle data om de danske ynglefugles spredningsforhold, stedtrofasthed, dødelighed, trækforhold, overvintringsforhold og udvekslingsgraden mellem regioner i Nordeuropa. Projektet udføres i tæt samarbejde med DOF og DOFs redekoordinatorer.

Foto-Kim-Skelmose

Havørneungerne efter ringmærkning, Saksefjed, Lolland. Foto: Kim Skelmose.

Udvikling af deformt næb hos sortspætte

Ny publikation fra sortspætteprojektet:

Ringmærker Hans Christensen har skrevet om en tre uger gammel sortspætte med deformt næb, som han ringmærkede i en rede i maj 2012. Hans genfangede samme fugl 1½ år senere og da havde næbbet udviklet sigt til at set helt normalt ud. Da spætters næb gror meget hurtigt – en tilpasning til brug til fødesøgning i træer – er det deforme næb sandsynligvis udskiftet inden for få måneder efter ungen blev udklækket. Ringmærkningen af sortspætteunger indgår i et langtidsstudie omkring den dansk-tyske grænse. Siden projektet startede i 1982 har Hans Christensen ringmærket over 1.000 sortspætteunger i området. Læs mere i: CORAX vol. 23, side 133-135.

christensen_2016_corax_23_133-135-1rev

Ringmærket kongeørn fundet død

Søndag d. 12. marts 2016 fandt Kaj Uldal Thomsen en stor død brun fugl ved fjordbredden nær Gandrup øst for Aalborg. Da fuglen var ringmærket kontaktede Kaj Uldal Thomsen os på Ringmærkningscentralen. Det viste sig at der var tale om en kongeørn, som var ringmærket som redeunge 28. maj 2009 i Hals Nørreskov i Nordjylland. Fuglen blev således fundet tæt på hvor den var udklækket, i en alder af over 6 år og 9 måneder.

Siden kongeørnen atter begyndte at yngle i Danmark i 1999, har Statens Naturhistoriske Museums frivillige ringmærker mærket i alt 15 unger, alle i Nordjylland. Formålet med museets ringmærkning af kongeørne er at indsamle data om de danske ynglefugles spredningsforhold, stedtrofasthed, dødelighed, trækforhold, overvintringsforhold og udvekslingsgraden mellem regioner i Nordeuropa. Ringmærkningsprojektet udføres i tæt samarbejde med DOF.

Tre af de ringmærkede unger er senere genfundet: én ved Terndrup i Himmerland og én nær Tønder i Sønderjylland, begge er fundet mindre et år efter de forlod reden. Den tredje er fuglen fundet nær Gandrup, som således er den absolut ældste i det danske ringmærkningsmateriale. Den ældste kendte i Europa er en svensk ringmærkede fugl, som blev over 32 år gammel.

Sidste sommer forsynede forskere fra Statens Naturhistoriske Museum tre kongeørneunger med GPS-sender. Disse fugle kan følges online her.

Den danske ynglebestand er på 3-4 par, alle findes i det nordlige Jylland.

Røntgenbilleder af fuglen fundet ved Gandrup viser at der sad mindst 20 hagl i fuglen. Læs mere her.

Foto: Den døde ringmærkede kongeørn fundet ved Gandrup, taget af Kaj Uldal Thomsen.

Kongeorn_Kaj-Uldal-Thomsen1

Langtidsstationær skestork på Fuerteventura

Den 3. januar 2016 er en ung dansk ringmærket skestork stadig på De Kanariske Øer – her har den opholdt sig i mindst et år og to måneder. Fuglen er tidligere omtalt her på bloggen (20. november 2014), da den blot 5½ måned efter den blev ringmærket ved Limfjorden, blev set på øen Fuerteventura, 3.675 km fra Limfjorden.

Siden oktober 2014 er den ringmærkede skestork blevet aflæst næsten hvert måned af mange forskellige personer, og seneste melding er således fra 3. januar i år syd for Costa Calma på den sydlige del af øen Fuerteventura, 45 km fra det det første sted den blev set på øen.

Foreløbige resultater af ringmærkning af skestorke tyder det på at de unge skestorke først vender tilbage til de områder, hvor de blev udklækket, når de er 3-4 år gamle.